Fra: Det Boligsociale Team d. 26. oktober 2021
For at blive klar til at få job er 15 kvinder og mænd på kursus i beboerhuset.
Seks af dem er stoppet. De har allerede fået fuldtidsarbejde.
”Hvis man har været på kontanthjælp i mere end et år, så kan man få tilbudt dette kursus i at blive parat til at finde et job, ” oplyser Marjan Ganjjou, der er beskæftigelseskonsulent fra kommunens jobcenter. Hun og hendes kollegaer, Berit og Ali arbejder ude blandt beboere fra Gadehavegård, Charlottekvarteret og Taastrupgård.
Kurset hjælper folk med at blive klar til og få et fuldtids- eller deltidsjob. ”Eller finde andre løsninger og tilbud, der matcher dem bedre, der hvor de er nu, ” oplyser Marjan Ganjjou. Men det er ikke altid, at folk tager imod det tilbud med åbne arme.
”Du skal ikke blande dig i mit liv!” er en af de reaktioner, som Marjan har hørt fra en kvinde, der havde fået tilbuddet om kurset fra sin sagsbehandler på jobcentret. Hun kom med korslagte arme fordi systemet havde besluttet, at hun skulle noget bestemt. Det kan Marjan godt forstå efter 25 års erfaring med menneskers udvikling. Der er altid en vej, mener hun.
I starten er der altid nogle, som ikke tror på at Marjan og hendes kollegaer kan eller skal hjælpe dem i gang igen på arbejdsmarkedet. Nogle mener også, at de er bedre end de andre på kurset. Men der går ikke lang tid før paraderne falder.
”Nu kan de godt lide kurset, ” fortæller Marjan. ”Jeg tror det er fordi de har fundet ud af, at vi respekterer dem som voksne mennesker, der vil klare sig selv. Vi er forberedte og vil virkelig gerne hjælpe mennesker i øjenhøjde. Det er derfor det giver mening med den fremskudte indsats.”
Deltagerne her i beboerhuset bliver ”klædt på indefra”, som Marjan siger.
På kurset taler de åbent om emner som selvudvikling, stress og hvordan man kan håndtere det og træner den gode jobsamtale. De forbereder sig også på hvilke arbejdskulturer, der kan være ude på arbejdspladserne med jargon og kropssprog.
Beboerne får både kollektiv rådgivning i grupper og individuel guidning.
Flokken møder også virksomhedskonsulent Ali Brink om torsdagen. Han har kontakt til virksomheder, og ved derfor hvor, der har brug for arbejdskraft. Han vejleder beboerne med deres CV´ere og ansøgninger, så de passer til de jobopslag, som den enkelte beboer matcher. Indtil videre er der på under en måned seks deltagere, der har sagt ja tak til det fuldtidsarbejde, som Ali foreslog dem.
Efter kort tid lærer borgerne hinanden at kende. De snakker på kryds og tværs i pauserne, og så bliver der brudt fordomme ned, så de også begynder at støtte hinanden i at komme i gang igen. Marjan og hendes kollegaer lærer også deltagerne godt at kende, og har stor tiltro til flokken, som hun taler pænt om: ”Kurset giver jobmuligheder til alle.”
"Jeg har været på kontanthjælp nogle gange i mit liv," fortæller en 57 årige kursist. Hun fortæller at hun selv synes hun har brugt kontanthjælpen som en sovepude: "Jeg ville så gerne gå hjemme da børnene var små og manden gik på arbejde." Men hun kom ud på arbejdsmarkedet igen, og kom først på kontanthjælp da hun havde, hvad hun kalder `nogle uhyggelige oplevelser´. "Jeg har altid været rigtig stærk, så jeg kom igennem det."
Kvinden føler sig heldig fordi hun med sine tre uddannelser oplever, at der er et sikkerhedsnet, når man bor i Danmark. Kvinden har pga. en fysisk sygdom med bindevævet ikke været i stand til at passe et job, selvom hun virkelig gerne ville ud og bruge især sin kreative uddannelse. "Det har varet i tre år nu. Men hver dag rykker det mere og mere fremad," smiler hun stolt.
"Er jeg god nok?" Er en af de tanker hun har haft, men efter en praktik i 4 uger, hvor hun brugte sin kontorassistentuddannelse går det meget bedre med selvværdet.
"Det tæller virkelig, at der var søde mennesker på arbejdspladsen. Og de kunne også godt lide mig. Jeg lader mig heller ikke mærke af sygdommen når jeg ude. Men jeg kom til at tage initiativ til at gøre rent fordi mit job med ordremodtagelse kun varede to timer af dagen."
"De er også så søde her på kurset. Det er et udemærket forløb det her (den fremrykkede indsats, red.). Jeg ville bare ønske det var flere timer nu. Og så er jeg glad for, at det skulle være her i beboerhuset til d. 31.december. Så er det meget lettere, for det passer mig rigtig godt, hvis jeg har været vågen om natten pga. sygdommen."
"Jeg bliver verdens lykkeligste menneske, når jeg kan ringe til venner og familie og sige, at nu er jeg rask og klar til at arbejde," fortæller hun og smiler med fornyet optimisme.
Hvad er fremskudt beskæftigelsesindsats?
Høje-Taastrup kommunes folk rykker ud og tættere på borgerne. Så der er mere tid til hver enkelt.
Åben: tirsdag og torsdag kl. 10-15 i Gadehavegårds beboerhus, Øksen 33
Kurset for de jobparate er fra kl. 12:30-15 på tirsdage og på torsdage 9-12.
Den fremskudte beskæftigelsesindsats tilbyder blandt andet også jobrettet danskundervisning.
Den fremskudte beskæftigelsesindsats og kurserne afholdes af:
Marjan Ganjjou, job- og uddannelsesrådgiver og mentor
Ali Brink og Berit Kanstrup, Virksomhedskonsulenter.
Kontakt:
Anita Wichmann
Koordinator for fremskudt beskæftigelsesindsats
Borger- og Arbejdsmarkedscenter
Job og Kompetence
2630 Taastrup
Mobil: 2924 6555
www.htk.dk
AnitaWi@htk.dk
Nyhedsarkiv