Fra: Det Boligsociale Team d. 22. december 2021


Er jeres barn klar til skole til sommer? Er I forældre?

Til sommer starter et helt nyt liv for familier med børnehavebørn, når de skal starte i skole. Allerede fra starten af 2022 kan familierne forberede sig med erfarne guider.

Er du i tvivl om, hvad dit barn og jer forældre egentlig skal kunne, når barnet skal starte i skole til sommer? Det er du ikke den eneste i Gadehavegård, der tænker på. Og der er hjælp på vej.

I starten af det nye år kan de tre erfarne guider Maria, Lene og Stine byde 17 familier velkommen til et forløb på 5 måneder, hvor både børn og forældre bliver klar til en god skolestart til sommer i august 2022. Forløbet hedder “Skoleklar med Alfa & Omega”.

Klar til skole derhjemme

På 20 uger vil der være sjove og lærerige opgaver, som de små skal løse sammen med deres mor og/eller far derhjemme. 15 minutters familiehygge hver dag. 

Vi brugte ikke så meget tid med vores børn, men HippHopp har virkelig gjort os tættere med vores barn. At man leger sammen med gemmeleg eller ballonbold, det hjælper virkelig med relationen imellem os.
Når vi laver de aktiviteter sammen, bliver hun meget glad og det gør at hun ønsker at lave mere af dem sammen.” Mor til 5-årig pige

Opgaverne, som forældrene skal hjælpe deres børn med er for eksempel, at kunne holde på en blyant og klippe med en saks, men også at lære barnet, at koncentrere sig.

Koncentration, tålmodighed og nøjagtighed er nogle af de evner, som bliver øvet, når børnene f.eks. skal lære at lytte til en historie og tale om den. De lærer også at vente på, at det bliver deres tur, når man f.eks. spiller et spil sammen. Eller at være nøjagtig når man laver et sjovt naturforsøg. 

Og så er der et større fokus på sprog.

Skæg start på sproget sammen

De erfarne guider ved at der er familier i Gadehavegård, der kan være usikre på det danske sprog. Maria fortæller: “Nogle af dem – det gælder både børnene og forældrene – har ikke så stort et ordforråd på dansk, og har svært ved at bruge det danske sprog. Der kan ligge en udfordring når skolen starter.” Men det hjælper Alfa & Omega også med.

Så Maria og hendes kollegaer har fundet på skægge sproglige øvelser i det nye program. Rim og remser og fiske grøntsager og frugter med en lille fiskestang for at lære ordene at kende.

Bøger, spil og forsøg følger gratis med i pakken. Og forældrene bliver rådgivet hele vejen igennem af guiderne. 

Hav det sjovt mens I lærer 

“Det her er for alle familier, der ønsker at give deres børn en god skolestart, ” oplyser Maria. Gennem det at lave opgaver sammen lærer man som forælder at støtte og vejlede sit barn til at løse opgaver, ligesom man gør, når barnet starter i skole.” 

Det er sjove opgaver – børnene oplever, at det er sjovt at lære noget nyt. Og man får som forælder inspiration til aktiviteter, man kan lave sammen med sit barn,” fortæller Maria.

Lær at komme på børneniveau

Det er ikke svært at være med som familie. De 15 minutters opgaver til hverdag og alt materialet får man gratis af guiderne, som kommer hjem til familierne hver anden uge, og forklarer og hjælper. 

“Vi hygger os og har det sjovt. Gennem programmet har jeg lært at være på børneniveau og lege med mit barn. Det hjalp meget. – Mor til 5-årig pige

Guiderne lærer forældrene at lære deres egne børn at lære at gå i skole. En mor, der før ikke brugte så meget tid med sin datter, fortæller:

Mød andre familier på skolen

Hver anden uge skal familierne komme på Ole Rømer Skolen sammen med alle de andre Alfa & Omega-familier. Her mødes de for at hygge og lege og spise sammen.

Forældrene kommer selv “på skolebænken”, og får oplæg om, hvad det vil sige at starte i skole.

Jeg syntes, caféerne med oplæg, fællesspisning og bonus-festerne var rigtig gode.

Det var hyggeligt at møde andre forældre og børn på skolen og lære hinanden at kende på den måde.” – Mor til 5-årig pige

Efter fem års erfaring kan Maria fortælle, at forældrene blandt andet siger, at de får et tættere forhold til deres børnehavebarn.

Børnene kommer i fokus, fordi man hver dag laver en opgave sammen.

Som forælder finder man ud af, hvilke typer af opgaver deres barn har let eller svært ved. Og både børn og forældre bliver bedre til dansk, fordi de får præsenteret opgaver på dansk fra mandag til fredag i fem måneder i træk” 

“HippHopp hjalp mig også med bedre at forstå det danske skolesystem, som jeg ikke kendte meget til, da skolesystemet fra mit hjemland er meget anderledes end det danske.” 
Mor til 5-årig pige

Stor erfaring efter 67 skoleklare familier

Over 67 familier har gennem de sidste fem år fået støtte og gode råd af guiderne Maria Hertz og Lene Odsgard fra Det boligsociale team, Det Spirer i Gadehavegård.

Maria og Lene har fra starten haft et tæt samarbejde med tidligere børnehaveklasseleder Stine Uhrenfeldt fra Ole Rømer Skolen. Så da Covid-19 kom i 2020 udviklede de tre professionelle en digital version, så de stadig kunne rådgive familierne i 2021.

I 2022 sker der så noget nyt: Lene, Maria og Stine har i deres “Corona-hule” bygget videre på deres gode erfaringer, og skabt et førskole-program specielt til familierne her, som de kender så godt. Det er klar nu.

Fra sidste dag i børnehaven til første dag i skolen med selvtillid

HippHopp-programmet havde efterhånden over 10 år på bagen. Vi har selv kørt med programmet i en årrække,” fortæller Maria, som sammen med sine kollegaer har fundet på nye opgaver, som passer til familierne her.

Det er stadig sådan at familierne selv arbejder med opgaver hver dag, og bliver guidet hver uge. 

“Vi har skabt to nye maskotter, pingvinen Omega og dinosauren Alfa, og skrevet en historie om børnehavebørnene Karl og Sara, som man følger fra sidste dag i børnehaven til første dag i skolen.

Fra 2022 er der særligt fokus på det sproglige i det nye program. 

Min søn er blevet mere interesseret i bøger og beder selv om at få læst højt nu. Han er blevet skrap til at genkende bogstaverne og kan skrive mange selv.

Jeg kan også mærke, at han har fået større selvtillid og er mere åben overfor at lære nye mennesker at kende. Det tror jeg er vigtigt, når han starter i skole.” – Mor til 5-årig dreng

Det nye skoleliv starter på en rigtig god måde, når familierne har lært at lære sammen. 

HVAD LÆRER  BARNET SAMMEN MED MOR OG FAR?
  • Bliver bedre til sprog ved at få læst historier og lege med ord.
  • Blive bedre til at koncentrere sig og sidde stille.
  • Vente på sin tur, så alle får plads i klassen
  • Øvet sig i at tegne og skrive, så barnet er klar til at skrive bogstaver og tal.
  • Styrket sin fin- og grovmotorik ved at klippe, klistre, bygge og lege bevægelseslege.
  • Bruge sin krop og fantasi gennem rollespil, at digte eventyr, skabe fantasivæsener.
  • Få ny viden om Danmark og verden omkring os.
  • Få mere selvtillid og mod på at løse nye opgaver
  • Blive bedre til at klare udfordringer og konflikter, f.eks. ved at lære at mærke og udtrykke egne følelser og øve at være en god ven. 
  • Opdage at det er sjovt at lære.
  • Mærke at det er rart at lave noget sammen med sin mor og far.
HVOR LANG TID TAGER DET?
  • 15 minutter om dagen skal du lave en Alfa & Omega-opgave med dit barn.
  • 1 time hver anden uge får I besøg af Alfa & Omega guiderne, som gennemgår ugens opgaver med jer.
  • 2 timer hver anden uge (om torsdagen i lige uger fra kl. 17-19) mødes I med de andre familier til Alfa & Omega café til hygge, leg, fællesspisning og oplæg for forældrene.
  • 20 uger – 5 måneder i alt tager forløbet. Det starter i januar og slutter i juni.
Mød guiderne foran børnehaven 

Hold øje med vores facebook side Det Spirer i Gadehavegaard. For så kan du møde Stine, Lene og Maria og høre mere om Skoleklar med Alfa & Omega.  De vil stå foran en børnehave i den første uge af januar. Du er også velkommen til at kontakte dem eller komme forbi Pavillonen v. Øksen 1

Maria Hertz – Projektmedarbejder Det Spirers familieteam

Mail: ejdmhk@domea.dk

Tlf.: 2117 8642

Lene Krogh Odsgard – Projektmedarbejder Det Spirers familieteam

Mail: ejdlko@domea.dk

Tlf. 4012 0642

Stine Uhrenfeldt– Ansat på Ole Rømer-Skolen Tidl. børnehaveklasseleder

Mail:Stineuhrenfeldt@hotmail.com

Tlf.: 2447 5088


Nyhedsarkiv



19. januar 2022


Plantegninger over de nye almene familieboliger “4lingerne” i Høje Taastrup C

18. januar 2022


Åbent Hus om helhedsplanen torsdag d. 20. januar kl. 14-20 i beboerhuset

22. december 2021


Er jeres barn klar til skole til sommer? Er I forældre?

21. december 2021


Se en prøvelejlighed i Høje-Taastrup C med andre seniorer onsdag 12. januar

16. december 2021


Nyt om udviklingen